• Trinevenoe_12

Kiropraktik

Kiropraktik ledsaget af akupunktur og andre behandlingsformer som kraniosakralterapi (KST), funktionel indirekte teknik og andre bindevævsteknikker kan i de fleste tilfælde hjælpe hesten til at fungere meget bedre og desuden opnå en øget velvære.

Jeg behandler alle typer af heste på alle niveauer - lige fra hygge shetlandsponyer til landsholdsheste. Fælles for dem er at deres ejer har observeret en eller anden form for ændret adfærd som kunne skyldes nedsat bevægelighed i et eller flere led. Det kan fx være en hest som pludselig ikke bevæger sig så meget på folden som tidligere, en dressurhest som er svær at stille harmonisk til den ene side, en hest som pludselig udviser uvilje til at få sadel på, en hest som begynder at gå krydsgalop, en islænder som ruller i tölten, etc. Der er næsten ligeså mange grunde som der er heste og ikke 2 heste er ens!

Det optimale er at alle led i kroppen arbejder sammen om at bevæge kroppen. Hvis et eller flere led ikke bevæger sig normalt bliver andre led nødt til at bevæge sig mere og det vil på sigt overbelaste de pågældende led. Det vil sige at det ikke nødvendigvis er her og nu man oplever problemer pga låsninger i nogle led men at der godt kan gå noget tid inden de opstår. Derfor er der også mange der vælger at få deres hest gennemgået 1 til 2 gange årligt for at forebygge at problemer udvikler sig. Som regel vil rytteren kunne mærke en forskel efter en sådan behandling selvom der måske ikke var et tydeligt problem forinden.

En kiropraktisk underøgelse starter - hvis det er muligt - med at jeg ser hesten bevæge sig, fx i longe. Her noterer jeg mig eventuelle bevægelsesproblemer og herefter går vi i stalden igen og jeg mærker hesten igennem fra den ene ende til den anden. Herefter behandler jeg hesten med akupunktur for at forbedre den manuelle behandling (den behandling jeg udfører med mine hænder). De fleste heste reagerer meget lidt på at jeg sætter akupunkturnålene i og bliver let døsige af effekten af nålene. Herefter går jeg i gang med at behandle de led som ikke bevæger sig optimalt og løbende snakker jeg med ejeren om hvad jeg finder/behandler og hvad han eller hun selv kan gøre efterfølgende for at vedligeholde effekten af behandlingen. Som regel skal hesten have fri et par dage og rides den første lille uges tid efter behandlingen. Én behandling er sjældent nok men der skal helst ses en tydeligt forbedring allerede efter første behandling. De fleste får 2-3 behandlinger med ca 3-4 ugers mellemrum.

Hvis du er tvivl om din hest kunne have gavn af en kiropraktisk behandling, er du velkommen til at ringe eller skrive til mig.

 

Dyrlæge Trine Venø    |    Porskærvej 39, Agri    |    8420 Knebel    |    mail@trinevenoe.dk    |    +45 40 63 46 22                                                               Login